Økologi

Mange mennsker  forveksler fejlagtigt naturlige og økologiske produkter med allergivenlige produkter.

I princippet kan man blive allergisk over for alting, og det er ingen garanti, at produktet er økologisk eller naturligt – tværtimod. Ofte har man ikke samme kontrol over indholdsstofferne i økologiske og naturlige produkter, som man har i kunstigt fremstillede produkter. Derfor kan man nøjagtigt beskrive hvilke indholdsstoffer, der er i de kunstigt fremstille produkter til gavn for allergikere.

Naturen er ikke kun god ved dig


Naturlige og økologiske ingredienser er mange forskellige ting. Fx har det en afgørende betydning, om et produkt indeholder Aloe vera eller oprenset Aloe vera. Hvor den første ofte er relativt allergifremkaldende og findes i mange naturlige og økologiske produkter, er den sidste ofte sværere at finde i skønhedsprodukter, men er rent faktisk den, der giver den mindste risiko for allergi.

Den blå krans er til for dig


Astma-Allergi Danmarks mærkningsordning Den Blå Krans er først og fremmest til for dig og din sundhed, og økologien kommer derfor i anden række.

Astma-Allergi Danmark mærker også økologiske produkter, men det kræver, at de er meget grundigt testede, for alle vores risikovurderinger beror på præcise målinger af alle indholdsstofferne i de pågældende produkter.

Brug allergitjeklisten

Hvis du vil mindske din risiko for allergi, er der derfor en række forskellige ting du kan gøre.

  • Gå efter den blå krans på produkterne – det giver dig en minimal risiko for allergi.
  • Undgå parfume – parfumestoffer er for det meste unødvendige og giver ofte allergi.
  • Brug tjeklisten – Astma-Allergi Danmark har lavet en tjekliste, der gør det nemmere for dig at købe skønhedsprodukter.