Breadcrumb Breadcrumb

Web Content Display Web Content Display

Kom ud og mød andre

Selvom du har KOL kan du sagtens spille kort, deltage i aktiviteter i ældreklubber, lave gymnastik for ældre eller træne på særlige hold for personer med KOL. Mange har glæde af at tale med andre, der har KOL. Du kan udveksle erfaringer, se hvordan andre tackler sygdommen og de specielle problemer, der opstår. På den måde kan du måske opbygge et netværk, som du kan støtte dig til i svære situationer.

En stok, bon a´pied eller rollator kan være en hjælp til at komme udenfor og holde dig fysisk i form.

Ligeledes kan du sagtens deltage i fester og andre sociale aktiviteter, hvis du blot tager dine forholdsregler. For nogle personer med KOL er det svært at få familie, venner og kollegaer til at forstå deres situation og tage de nødvendige hensyn. Specielt fordi KOL sædvanligvis er en "skjult sygdom"

Det vil sige, at der rent faktisk er en del personer med alvorlig KOL, som umiddelbart ser friske ud. Det betyder, at andre kan have svært ved at se, at du er syg. Derfor skal du selv gøre opmærksom på, hvad du har behov for af hjælp, og hvad du ikke kan tåle, fx tobaksrøg og stearinlys.

Vis hensyn

Det er en god ide at bruge en lyseslukker eller en klemmetang, når du slukker et stearinlys. Personer med KOL er generet af osen fra stearinlys. Specielt når lyset bliver pustet ud.


Du ved sikkert allerede, hvad der påvirker dig af faktorer som fx:

  • Andres tobaksrøg
  • Forskellige lugte
  • Mange mennesker samlet på lidt plads
  • Tændte stearinlys og specielt osen, når de bliver slukket
  • Stress

Det er ikke altid muligt at undgå de ting, som påvirker din sygdom og gør dig utilpas. Men prøv.

Det kan du for eksempel gøre ved at tale med værten om:

  • At du undgår tobaksrøg fra andre gæster
  • At du gerne vil sidde tæt ved døren eller et åbent vindue, hvor du kan få lidt frisk luft
  • At du ikke tåler stearinlys og specielt ikke osen fra et slukket stearinlys

Er det et større arrangement, kan du også tale med din læge, om du har behov for ekstra medicin for at deltage. Hvis du bruger ilt, skal du opholde dig mindst to meter fra åben ild, fx rygere, stearinlys og pejs. Du skal være forberedt på, at folk kigger på dig, første gang de ser dig med et iltkateter i næsen, men lad ikke det afholde dig fra at deltage. Mange kan også blive forskrækket over din hoste og åndenød.

Noget at støtte sig til

Når du skal købe ind eller gå en tur, kan du have glæde af at støtte dig til en stok, rollator eller din cykel. Det smarte ved en rollator er, at du har noget at støtte dig til, når du går og en stol, når du har brug for et hvil.

Du kan også bruge din cykel som støtte og til at bære dine varer hjem på. Hvis du ikke kan cykle, kan du trække. Dog vælter en cykel nemt og er sværere at styre, når du går. Når du går med stok eller rollator kan andre også se, at du ikke går så stærkt. Det vil få de fleste til at tage ekstra hensyn til dig.

Med KOL er du ofte afhængig af transport i bil - enten ved egen eller familiens hjælp - eller offentlige transportmidler som bus og tog. Det kan være svært at bruge offentlige transportmidler. Måske er der langt til stoppestedet, som er på en befærdet vej med meget bilos. Og når bussen kommer skal du skynde dig op af et par høje trin. Undgå stress Kom af sted i god tid til bussen, så du undgår stress.  Stressfaktorer, der sammen med lugte og mange mennesker gør, at personer med KOL ofte er afhængige af egen bil.

Efterhånden som din sygdom udvikler sig, vil din reaktionsevne falde. Det sammenholdt med iltmangel gør, at du må opgive at køre bil selv. Når du kører, skal du være opmærksom på, at voldsomme hosteanfald gør dig uopmærksom. Derfor bør du undgå at bruge bilen i perioder med forværring. Hvis du får ilttilskud, skal du skal selvfølgelig også bruge din ilt under kørslen. Er du i tvivl, om du kan køre forsvarligt, bør du undlade at køre bil, indtil du har talt med din læge.

Web Content Display Web Content Display

Fokus på
behandling